Viser opslag med etiketten Elias's værelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Elias's værelse. Vis alle opslag

16. juni 2013

Hæklede bogstaver


Som lovet i går kommer der her billeder af hvad de krøllede, hæklede stumper er for noget.
Jeg har hæklet bogstavsbannere til drengenes værelser... eller dørene til værelserne.
Det er lidt vildt... nu har vi to børneværelser.... med en dreng i hver.
Jeg er ikke færdig med at indrette værelserne, er bla i gang med at male et karlekammerskab som skal stå på isaks værelse og rumme legetøj, spil mm.




Bogstaverne har jeg hæklet efter denne (amerikanske) opskrift.
(Den samme blog har også opskrift på hæklede tal).
Nål nr. 6 og med dobbelt bomuldsgarn fra søstrene grene.



For at stabilisere bogstaverne strøg jeg vlies bag på dem.
Hvis jeg havde haft tålmodighed til at vente havde jeg købt en kraftigere end den jeg havde liggende, men nogen gange skal ideerne udføres her og nu ;)




Jeg tog lige en runde her efter de var puttet.
Ret hyggeligt med dørene hvor det nu er helt tydeligt hvor hvem bor.

Idag pegede jeg på Elias's banner og spurgte ham om han kunne læse hvad der stod... "Elias" svarede han prompte.
...
Lidt efter hviskede han "du skal spørge mig hvad der står der" og pegede på Isaks.
: Og hvad står der, der?
"Isak"
!!!
Stolt!

19. august 2012

Storebror sengen

 Slidt, men med charme.

Storebror sengen er efterhånden blevet et helt kapitel for sig.
Tidlig i efteråret begyndte jeg at lede efter en junoseng og endte med at finde en fin en på dba, godt nok på sjælland... Efter lidt skriven frem og tilbage blev vi enige om en pris og at vi skulle afhente den når vi skulle til bryllup i kbh godt 1,5 måned senere.
2 dage (!) før vi skulle afhente den fik vi så en besked om at den var "solgt til nogen andre", og "sådan kunne det jo gå". Åh jeg var tosset... sikken en moral at ha! 
Men men sådan er det vist nogen gange på dba.
Det viste sig dog ikke at være så skidt, for kort efter fandt jeg en nyt bud, dog denne gang på fyn.
Og så skete der det fantastiske at de søde fynboere alligevel skulle til ålborg, så de kunne da lige tage sengen med bag i bilen og så kunne vi bare mødes et sted ved motorvejen ud for århus!
Ej men altså, se det er god handler-moral:)
Sengen var rigtig fin og ovenikøbet fulgte der en super madras med... og så var den meget billigere end den på sjælland! hurra!



Som i har set har jeg syet en sengerand costumized til sengen.
Der blev flyttet rundt en eftermiddag hvor Elias var på tur med Camilla (vores aflaster).
Da de kom hjem spottede han sengen og accepterede den med det samme.
Næste morgen så han at tremmesengen var flyttet ind på vores soveværelse.... han konstaterede:

Lillebror sove i lille seng, Elias sove i stor seng.
Lillebror snorker!

Og så var det bare helt i orden!



Før vi fik sengen samlet helt var jeg bange for om det nu også var det rigtige køb eller om vi alligevel skulle ud og købe en større seng om et halvt år.... men sådan en juno seng kan faktisk blive rigtig lang hvis bare man har nogen støtteben under.






Elias, og kaninen, er rigtig glad for den nye storebror-seng.

14. august 2012

Sengerand til junoseng



Forberedelserne til lillebrors ankomst fortsætter, og i går fik vi deadline på.
Da jeg skal have kejsersnit ved vi nu at vi skal fejre fødselsdag d. 20. september.... med mindre han vælger at komme før planlagt tid sådan som Elias gjorde det.
Vi er egentlig glade for at det ikke bliver senere, som vi først troede.
D 27. september er nemlig dagen hvor vi fandt ud af hvor syg Elias egentlig var/er og der er noget helt specielt med den dag, og ikke lige en dag hvor vi har lyst til at skulle fejre fødselsdag.

Nå, en sengerand skulle syes til junosengen som Elias er flyttet over i så lillebror kan få tremmesengen.
Jeg havde fundet en rest af noget lyseblåt bambus/bomuldsstof til 25 kr i stof og stil og resten af stoffet blev klippet og sat sammen af rester der lå i skabet.






Der blev målt og tegnet.
Lidt af et projekt, især når det er til så stor en seng.
Næsten 3 meter sengerand blev der produceret.
Jeg brugte hobbyskum fra jysk som hynde.







Med min nye symaskine gik det faktisk rigtig nemt og det tog omkring 5 timer at få den færdig.
Det er bare noget helt andet når man har noget godt "værktøj".

Junosengen blev vasket grundigt og vi bestemte os for at den ikke behøvede maling, så nu står den allerede inde hos Elias og han sov i den i nat.
Er accepteret... det er jo en STOR storebror seng:)

Billeder kommer....

12. april 2012

Storebror....en seng

Der er mange forberedelser når man skal ha en baby.
Med Elias var det jo alt der skulle købes ind.
Nu har vi rigtig mange af tingene, men så er der jo også ting der skal forberedes til den kommende storebror.
Og det er nok ikke mindst ligeså vigtigt at have fokus på det.
På grund af elias's udsatte børnehavestart bliver det nok i september, samtidig som baby's ankomst.
Mange nye store ting for en lille (stor) dreng.




Vi prøver derfor at tage tingene lidt i etaper...
Vi var enige om at påsken måske var et godt tidspunkt at tage den ene side af tremmesengen.
Når baby kommer skal den jo arve tremmesengen og Elias skal ha en storebror seng.

Er i den forbindelse på jagt efter en junoseng, så hvis du kender nogen der kender nogen... der skal sælge en juno seng til rimelige penge... så sig endelig til:)




Elias hjalp selv med at tage sengeranden ud og skrue siden af.
Vi snakkede undervejs meget om at nu skulle han sove uden at rulle for meget rundt.




En stor dreng spiser chokolade i sin "nye" seng.

Vi var lidt spændte på hvordan det kom til at gå, men foreløbig 7-9-13 er det gået helt uden problemer.
Elias falder fint i søvn, og sover lige så længe som han plejer.


Og forresten apropo så se bare Elias's trøje.... "Jeg skal være storebror"

:)

Og i går var vi til en kønsscanning.
Elias skal ha en lillebror:)

30. januar 2012

Elias i leg


Hold nu op jeg trængte til en fridag i dag. Efter at arbejdet over 60 timer i sidste uge gjorde det godt med en fridag.
Kom til at falde over nogen billeder jeg ikke har fået vist.

Over ser i Elias en dag hvor han lige er vågnet fra middagslur. Han elsker sin seng og kan rigtig godt lide at lege i den efter han er vågnet.
Vi laver "telt" med dynen på tværs af sengen og i klemme mellem seng og væg.




Nogen gange stopper han op midt i legen og bliver eftertænksom.
Hvad mon han tænker på?





Ved siden af sengen står der en slagbænk og bord+stol i barnestørrelse.
Her bliver der tegnet, lyttet på musik og bygget mange lego tårne.




Papiret i rammen er fra søstrene grene.
Elias elsker alt med en motor!




Til sidst et billede fra i dag:
Legeski fra stadium (til 149) er super. Vi er så heldige at vi skal på skitur med foreningen af cancerramte børn i marts, og nu hvor der er kommet sne har vi en gylden anledning til at "træne" lidt.
Elias prøvede skiene både inde og ude.
Og så virker de både med indetøfler og udestøvler;)

Hvad leger i med jeres børn?

11. juni 2011

Ny


Eksamen nærmer sig med hastige skridt, snart det hele ovre og vi kan ånde (forhåbentlig) lettede op.
Når der er et vejr som det har været idag er det mere end vanskeligt at få sat sig ned med bøgerne.
Hvis der er noget Elias's sygdom har lært mig, så er det at prioritere.
Så derfor er det meste af dagen blevet tilbragt udendørs... bla. ved stranden.




Elias kastede sten i vandet til den store guldmedalje og kunne slet ikke stoppe igen. Mildt sagt var han ikke helt tilfreds da vi skulle forlade sandet ;)

Selvom han som altid har fået metotrexat i går, og derfor er lidt ekstra træt, så er han bare så frisk og vi føler os mere og mere som en familie med et raskt barn. Vi begynder for alvor at tro at dette går den rigtige vej, og at elias er en af dem der klarer den.
Sommeren bliver vist på alle måder en ny start, en ny chance.
Og vi er SÅ klar til at nyde dagene hver og en.





Lidt udsmykning til Elias's værelse. Har siden Elias blev født haft lyst til at købe minimegas børneplakater, men syntes ikke rigtig der var plads i den gamle lejlighed.

Nu er der masser af plads på væggene:)

Plakaterne kan du købe lige her.

30. oktober 2010

Intet nyt er godt nyt :)

 Da farmor og farfar var på besøg samlede vi kommoden til elias's værelse som vi har fået flyttet lidt rundt på. Må tage billeder og vise en dag ;)


Ja der går altså lidt længere tid mellem indlæggene her på bloggen end før elias blev syg. Men der er bare mere end nok at gøre, så aftenerne bliver brugt til at slappe af (hvis altså ikke elias græder...).
Som man siger så er intet nyt godt nyt, og det gælder også her. Vi er jævnligt på besøg på sygehuset for at få kur eller blodprøver, men det er jo bare ud og så hjem igen og vi har sovet i vores egne senge i maaaaaange dage nu :)




 Vi har mange besøg og det er skønt. Her er et billede fra da farmor og farfar var her. Vi kan mærke at elias sætter lige så stor pris på nye ansigter som vi gør....det er ubeskriveligt så dejligt det er med hjælp og lidt frisk luft udefra. I onsdags var den danske familie her og passede elias i nogen timer imens espen og jeg var på sygehuset og fik ordnet nogen ting. Da vi kom hjem var flæskestegen i ovnen og elias legede og smilte.
Vores venner omkring os er også rigtig gode.... til en lille snak, en uventet middag, barnepige når vi skal til møder osv osv. Hold op hvor er det vigtigt med et godt netværk når man får et sygt barn!




Efterhånden som dagene går bliver det utroligt nok hverdag igen. Idag havde vi en tur til byen hvor vi shoppede lidt. Efter elias havde spist en rød pølse fra "børnenes kontor" (pølsevognen) faldt han i søvn i klapvognen. Jamen what to do... vi ville da i hvert fald ikke vække ham for at køre hjem, så vi gik på cafe. Vi fandt et bord udenfor under en terassevarmer hvor vi kunne sidde lige ved siden af vognen med en sovende elias i. Vi spiste lækker frokost, og blev enige om at hvis nogen havde forudsagt at vi ville sidde på cafe for en måned siden, havde vi ikke troet på det. Men meget kan lade sige gøre, når bare man lærer at leve efter "reglerne". Kun nogle få gange røg vi ud i udfordringer, som da pølsemanden skyllede elias's pølse under den kolde hane så han ikke skulle brænde sig, og vi kun lige nåede at tænke: sterilt vand! Eller da elias skulle ha en ny ble og vi måtte skifte ham liggende i vognen i en baggård, da vi jo ikke har mulighed for at gå ind i nogen butikker og dermed puslerum... men men, vi klarede den!


 I brystet sidder Elias's cvk. Her får han kemokurerne intravenøst, og der bliver taget blodprøver. Snart skal han ha lavet en "port". Det er nogen kamre, som kommer til at ligge lige under huden... så slipper vi for slangerne og propperne. Vi glæder os.


I torsdags fik elias den sidste kur i det intensive introduktionsbehandling. Vi har nu fået næste kurskema, og lægerne regner med at elias fortsætte i den laveste risiko-gruppe! HURRA:) Dog har vi ikke fået svar på den afgørende knoglemarv, men det skulle komme snart og forhåbentlig bare bekræfte lægernes forudsigelse.
Det er nogen helt nye kurer vi skal stifte bekendtskab med. Nogen kræver narkose, nogen indlæggelse i 4 dage, noget får han som tabletter, noget intravenøst og andet skal intramuskulært. Og det er noget nyt hver uge....


 En meget træt dreng klar til at putte efter aftenbadet.


Vi har efterhånden fået vores gamle putterutine tilbage og elias sover flere og flere nætter hele natten inde i sin egen seng. Det giver lidt mere overskud. Nu mangler vi bare at få styr på middagssøvnen, så elias måske kan komme tilbage til luren ude i gården.


Selvom man synes at hele verden burde gå i stå når man bliver ramt af noget så alvorligt, så fortsætter alt.
I morgen er sidste dag i oktober... synes efteråret forsvandt uden vi nåede at se det.
Amarylis'en står i vinduet og kan springe ud hvornår det skal være.

Rigtig god week-end til alle:)

11. august 2010

Puder til Elias

Så blev jeg også færdig med puderne til Elias. Det er ikke bare bare når man bor i lejlighed og symaskinen hamrer som et tærskeværk (hvis der er noget der hedder det, men det lyder som noget der larmer). Ikke aktuelt at sy når barnet sover i rummet lige ved siden af og der er minus lydtæt. Så det endte med at puderne blev syet mens elias sad på skødet af far og så både spændt og skræmt ud.

Patchwork forstykkerne syede jeg da vi var på ferie i Norge og jeg var til en syaften hos ida. Hun delte snilt ud af hendes stoffer, så jeg fik syet 2 stk af 9 firkanter til puder.




Ida havde skærebræt og kniv til at skære med så det gik som en leg og synes selv at jeg fik nogen meget fine skarpe kanter som passede perfekt sammen.

Puder til fyld købte jeg i ikea, og havde egentlig også købt noget stof der til at sy bagsider af, men orkede ikke alt det med lynlås osv, så da jeg fandt 2 stk af ikeas billige hovedpudebetræk til omkring 5 kr pr stk, så tog jeg den nemme løsning og syede patchwork forstykkerne på dem. Da jeg ikke gad at sprætte op blev betrækkene lidt mindre end de egentlig skulle være, men det gør ingenting.... jeg vil helst have mine puder faste!
Det er eneste jeg mangler nu er at sy 2 knapper i hver pude forneden, så den åbne kant ikke flapper sådan...

Men se ida! Jeg blev færdig:)


16. maj 2010

Ny lampe

Elias har (endelig) fået en lampe på værelset. Jeg er generelt lidt dårlig til det med lamper i loftet, synes det er svært at finde nogen som er fine. Men da jeg var til holly's lagersalg fandt jeg denne til en flad 50'er. Og med en ledning og fatning fra ikea til 25 var det ordnet...

Selvfølgelig lige med lidt hjælp fra onkel flemming og anne som var på besøg her i week-enden.




Elias ser godt efter hvordan tingene bliver gjort, så kan han selv næste gang ;)


10. marts 2010

Bevis!

2 små, fine tænder
Her kommer så beviset.... endelig lykkedes det os at få taget et billede hvor Elias's to små tænder er synlige:) De er simpelthen så små og søde. Idag da vi var i netto kom der en dame hen til elias i vognen, aede ham på kinden og fortalte ham hvor søde hans tænder er.... nemlig! :)


Picnik kan ikke æ,ø,å så derfor får i den på engelsk;)

Et andet bevis kommer her. I week-enden (da den værste sygdom var drevet forbi) fik jeg syet de sidste gardiner til elias's værelse. Endelig! Synes at sådan noget er ret så kedeligt... egentlig kan jeg godt li at sy, men gardiner bliver mere at pligt-sy. Så det var dejligt da de var færdige, og jeg synes da også at det pyntede gevaldigt at få dem op i stedet for det gamle opklippede fleecetæppe som udgjorde det for gardiner før! (det var bare en midlertidig løsning, som så alligevel hang der i et par måneder....hehe)





Altandørerne har også fået nye gardiner. De gamle var godt nok helt fine og hvide, men de var også meget tynde og lod det meste lys komme igennem. Derfor måtte vi også sy nye hertil så elias kan ha det helt mørkt når han sover.... for heldigvis bliver dagene jo bare længere og længere og lysere og lysere:)


19. februar 2010

Boldebad, boring og baglæns

Jeg og Elias var i mødregruppe i tirsdags. Anne har fået et badekar fuld af bolde, så selvfølgelig skulle Elias da prøve det. Tror vi må afsted og købe bolde.

I går aftes fik vi sat lidt på på væggene inde på elias's værelse. Her er espen igang med at sætte hylden op.


Elias sad pænt i sengen og holdt øje med alle vores udmålinger, boren i væggen osv osv...
Tommestokken var god at gnubbe ømme gummer på.


Elias er begyndt at kravle, eller åle er det nok nærmere. Det er så dejligt at han kan bevæge sig lidt rundt på egen hånd, problemet er bare at han kun får det til baglæns! Så kommer tingene jo bare længere og længere væk!
Det er nu ikke det største problem, nej den store udfordring kommer når man er så uheldig at få et ben på hver side af et bordben, stoleben, ect ect.
Så er man stuck!




Tallerkenhylden kom også op og er nu fuld af bøger




Elias vågnede i morges kl 4.... Eller kalder man egentlig det for morgen?
Jeg lagde mærke til at han var meget fokuseret på den flyvende ko som han kunne se fra tremmesengen. Så nu er den flyvende ko ikke så flyvende mere, nu står den pænt og stille på kommoden ;)
God week-end til alle. Her står den på snebolde og flyttehjælp.






16. februar 2010

Tallerkenhylde

Har i et godt stykke tid ledt efter en tallerkenhylde som Elias kan ha på værelset til at have bøger i. Havde fundet denne på nipsoggamlemoebler til 300 kr og så kommer der selvfølgelig fragt oveni, hmmm....

Men så i lørdags da jeg havde min "reklamerunde", ja der fandt jeg en tallerkenhylde i føtex til 99 kr! (alle med børn, løb og køb!)
Hurra, igår var espen så oppe i føtex og købe den og nu ligger den pænt og venter på at vi får sat den op..... sammen med gardinerne, billederne osv osv....:)

Men nu skal der laves havregrød. Bagefter skal jeg og Elias i mødregruppe, for jeg har taget en fridag. Jeg savner min mødregruppe....Og glæder mig meget til at se dem alle.

Rigtig god tirsdag:)

13. februar 2010

Lørdagsshopping

Blafre, blafre, blafre...
Idag har vi været nede i byen og shoppe. Vi tog bussen, da det er meget nemmere med barnevognen end at tage bilen... og så slipper man også for at finde parkering (for ikke at tale om at betale for parkering!)
Det blev bla. til en flyvende ko. Vi var på jagt efter den før jul, men der var den ikke til at opdrive.... fik købt den i magasin.
Skal ha sat den op på Elias's nye værelse. Vi fik også købt hvide mørklægningsgardiner til værelset, så nu skal de bare syes og sættes op.
Garnbutikken fik også et besøg så nu er der købt ind til 2 trøjer og en kaffevarmer.... mon jeg nogensinde får tid til at strikke det hele?

Denne skal nok holde Elias god og varm
Elias fik en ny flyverdragt fra ticket to heaven. Den er som på billedet bare i sandfarve med blåt foer, super fin. Og så havde de udsalg i butikken så vi fik den til halv pris :)
Vi bruger stadig bamsedragten, men når vi skal begynde at cykle med ham, så bliver han altså nødt til at ha noget vindtæt.
Derudover blev der også nogen kroner til kage til espen selvfølgelig... :)
I morgen skal vi i svømmehallen og så skal vi til randers og besøge oldemor og oldefar.
Rigtig god week-end.

7. februar 2010

Dejlige søndag

Igår var en hård dag på alle måder. Den var kold, grå og så var jeg til begravelse ved min venindes mor som døde så tragisk...
Heldigvis så kommer der en søndag efter sådan en lørdag. Og i dag har været en dejlig søndag:)

I køkkenvinduet står løgene og blomstrer
I dag har vi fået ladet alle batterierne op, der er blevet vasket tøj og gjort klar til at jeg de næste par dage kommer til at være væk fra drengene fra 7.30 til 23.00 pga vagt...

Klappe, klappe symaskine

Jeg har fået lagt nogen bukser op som jeg købte for flere uger siden... Elias blev lidt bange for symaskinelyden, men da han fik lov til at se nærmere på den var der jo ingenting at være bange for! :)

Nå, det var bare sådan en!

Elias er blevet rigtig mobil. Han triller om på maven ligeså hurtigt som vi får lagt ham ned på gulvet og så begynder han ellers at åle sig rundt. Foreløbig kan han "kun" åle sig baglæns og så 360 grader rundt om sig selv. Men med de egenskaber kan man skam komme langt omkring og stole, borde, hjemmesko osv bliver undersøgt grundigt.



Man kan jo ikke se skoven for bare stoleben!










Det er altså bare spændende mor!

Efter vi er kommet hjem fra Norge er der flere af hans ting som vi kan se at han bruger på en helt anden måde. Aktivitetscenteret er blevet for småt til at han kan ligge under det som før, nu sidder han hellere ved siden af og piller ved alle tingene. Skråstolen vil han stadig gerne sidde og se på at vi bader, men ikke tale om at han vil læne sig tilbage i den! Nej nu sidder han med rank ryg og følger med...




Hvad siger du? Er det ikke meningen man skal sidde sådan her?


Vi er begyndt at tage ham mere og mere med ud i køkkenet. Idag fik vi ryddet den nederste skuffe så han kan have lidt legetøj der, men vi fandt hurtigt ud af at han stadig er aaaaalt for lille til at nå op i den.







Han sidder så fint på køkkenbordet og kan godt li at følge med i alt det vi laver.





Nu skal jeg da lige ordne persillen for dig mor



Og ja, vi har godt hørt noget med at små børn under 2 egentlig ikke skal se fjernsyn osv, men altså Elias er helt vild med det nogen gange. Her bliver der set på pingu sammen med far (som synes det er ligeså sjovt som Elias ;))





Se far, Pingu har en pude på numsen!




Efter aftensmad og et bad så var det på tide at komme i seng... Så håber vi bare at Elias sover godt på trods af den 1. tand som nu er brudt igennem (men stadig for lille til at tage billede af)





Stemningsbillede fra Elias's nye rum












LinkWithin

Related Posts with Thumbnails