Viser opslag med etiketten tøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tøj. Vis alle opslag

28. september 2013

Sådan en lørdag i september


Pludselig er vi nået til slutningen af september.
Den første måned tilbage på arbejde er gået rigtig hurtig, og vi nærmer os november med (alt for ) hurtige skridt.
Idag har vi været en tur på loftet for at finde posen med næste tøjstørrelse frem. Elias er fra juni og Isak er fra september, så de følger næsten hinanden med årstiderne. I 92 posen var der masser af uld, så nu er vi klar til kolde morgener.




Der bliver trænet hårdt med gåvognen. 
Medicinsk kompendium bliver brugt som dødvægt. 
Det formål fungerer de aldeles glimrende til.
Vi nyder godt af at ha en stor stue så Isak får nogle gode lange ture med vognen inden han rammer en væg og sætter i et skrig.




Jeg nyder at kunne hente salat ind fra bedet lidt endnu.
Men de har jo lovet nattefrost snart, så også det får en ende.




Kastanjer og en vogn på en traktor kan give meget leg.




Og så har jeg fået udvidet min samling af hvid riflet.
Der var 20% i imerco i går, så det blev en (meget) tidlig fødselsdags gave....

De blev taget i brug her til aften, fordi vi havde lidt at fejre:)




Vi tester babyalarm for philips.
En helt ny model, med mange funktioner.
Tidligere i dag legede drengene med projektoren som kaster en stjernehimmel op i loftet.
Den kan også spille vuggeviser, vise luftfugtighed, finde forældreenheden og meget mere.

Når vi har testet den lidt mere kommer der en give away hvor jeg udlodder en baby alarm og brystpumpe fra philips, så følg med:)

Rigtig god week-end

15. september 2013

Hue tid



Her i sensommeren har jeg lavet huer til begge drenge... og endelig (!) er det tid til huer.






Til Isak har jeg strikket en elefant hue med et stykke som går godt ned over brystet.
Den er strikket i restegarn så dvs lidt blandet nepal, lima og den tykke merino fra drops.
Alt sammen lå bare i skuffen... så føles det ekstra godt når der pludselig bliver en fin hue ud af det.
Den er strikket i dobbelt garn, så den er tyk og god.
Opskriften er gratis og du finder den lige her hos pickles.
Den er nem, hurtig strikket og sidder bare rigtig godt.






Og så er den ret sød med den lille spids der går op.





Far synes at Elias er blevet for stor til elefanthuer, og jeg må nok give ham ret.
Så til Elias blev det mit første, men absolut ikke sidste forsøg med at sy huer selv.
Det tog mindre end en halv time vha denne diy som er virkelig nem og lige til at gå til.
Jeg syede huen i uldjerseyen som jeg også brugte til bukserne.
Den blev helt perfekt. Tilpas stram så den ikke glider ned og med lidt baggy pose effekt foroven uden at være for meget til at ha den på under cykelhjelmen.




Vores hindbær buske giver den ene håndfuld bær efter den anden her i september.
Vi (især drengene, for vi voksne skal være rigtig hurtige for at nå at smage) nyder det og samtidig ægrer jeg mig over (endnu engang) at vi snart flytter fra vores dejlige have.




Haps, haps, haps...




UHM!

6. september 2013

Baggy Leggings


Jeg har endelig fået gang i symaskinen igen. Efter Isak er blevet kørt godt ind i vuggestuen og Elias har dage hvor han bliver hentet af vores nye aflaster, er der blevet tid til lidt mere mor-tid.

Jeg er blevet inspireret af alle de hjemmesyede leggings der vises frem på instagram.
Bløde, dejlige at have på i børnehave og vuggestue.
Børnetøj må meget gerne være flot og pænt at se på, men så absolut, og vigtigst, være komfortabelt.



De blå er en jersey med uld og er helt vildt lækre. (fra stof 2000)
Derudover har jeg syet et par i tynd grå jersey og et par i en noget tykkere quiltet kvalitet. (fra stof og stil)




De er så absolut godkendt af Elias. Modellen gør at de kan bruges længe for selvom de er lidt for lange nu gør det ingenting når der er rib i benene.




Det baggy look gør dem dejligt drengede synes jeg.
Mønsteret er fra stof og stil, og de er virkelig nemme at sy, da der kun er sømme i siderne, benrib og rib i livet. Mønsteret er egentlig med lommer, men det vælger man jo heldigvis selv ;)
Ofte er det jo enklere, jo bedre når jeg skal sy!




Så drengede at de sagtens kan bære det quiltede stof..... og en sløjfe ;) (bånd fra hay)


Næste udfordring bliver at få mønsteret ned i Isaks str. (det originale går kun ned til str 104), for lillebror skal helt sikkert også ha dejlige, bløde bukser.



28. august 2013

Noget om nattøj




Det er efterhånden ved at være på tide med nattøj om natten igen efter den dejlige varme sommer vi har haft. Og vi har været så heldige at få lov til at teste bilkas nye modeller.





For mig er det vigtigt at nattøjet er blødt og gerne i en tynd bomuldskvalitet.
Og at det bliver ved med at være blødt efter vask, noget som jeg synes fx h&m kan have svært ved at leve op til.

Jeg er positivt overrasket over kvaliteten på nattøjet fra bilka.
Det har været vasket en del gange nu og det er stadig lige blødt, på trods af at jeg ikke bruger skyllemiddel og ikke tørrer i tørretumbler.
Og så er der det med at holde formen som jeg desværre synes meget "supermarkedstøj" ikke gør. 
Men nattøjet er lige fint, og med god pasform.



Ikke mindst, så synes Elias at hans nattøj med motorcykler er helt vildt sejt! :)
Især den turkise trøje på det første billede.
Og hvem siger måske at man ikke kan ha nattrøjen på i børnehaven;)

Med nattøjet fik vi også boxershorts med til drengene som er i samme gode kvalitet.
Isaks boxershorts er med plads til ble.
Isak har også fået nattøjssæt, meeeen han får altså lige lov til at være baby og sove i heldragter lidt endnu:)

Kan absolut anbefale bilkas nattøj, og prisen fejler heller ingenting med en pris på 149 pr. sæt.

17. august 2013

Vil du gøre et kup?




Så skynd dig over på min Instagram-shop!





Jeg har nemlig været igennem bunkerne af babytøj og der er lagt en masse til salg lige her (klik klik)

Str. 50-68, dreng og unisex.


6. marts 2013

Forårsklar...endnu en marius


Så blev marius'en færdig.
Da ærmerne var færdige gik det overraskende hurtigt.
Denne gang sad mønsteret i hovedet så jeg bare kunne strikke rundt og rundt... med et enkelt blik på mobilen i ny og næ.

Et lille tip til strikkere er at lave et strikkeopskrift album på mobilen.
Jeg tager billede af mine opskrifter og gemmer dem i albummet.
Så har du altid dine opskrifter med dig!



Mariustrøjen har jeg jo strikket før i en udgave til mig selv.
Denne til Elias var ikke kommet af pindende før Espen gjorde det klart at jeg altså også skal strikke en til ham! Jeg gør det gerne for jeg synes mariustrøjen er nydelig.



Til Elias strikkede jeg str 5 år.
Brugte drops's lima på en pind nr 4,5. ca 450 gr garn gik der.... med en del tilbage af det hvide og blå.





Trøjen er lige i det største til Elias, så måske passer den først rigtigt til efteråret.
Uanset hvad måtte jeg prøve den under hans nye parka (købt hos h&m)
Han er da SÅ forårsklar.


16. januar 2013

Ammetøj... et tip



På søndag skal vi ha barnedåb.
Forberedelserne er i fuld gang og dermed følger jo også at finde ud af hvad man skal ha på.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til ammetøj. 
Jeg synes det meste er meget konet og kedeligt.... ikke super fedt når man lige har født, går hjemme med baby og er i konstant søvnunderskud.

Jeg har nogen deciderede ammetoppe, men jeg synes de er lidt sådan i gå hjemme i joggingtøj- kategorien.
Det ammetøj som jeg indtil nu har fundet ud af fungerer sådan nogenlunde er nogle stroptoppe under en cardigan og en slå om trøje som egentlig ikke er en ammetop men bare meget elastisk ;)
Og ellers er jeg en af dem der flasher maveskindet når baby er sulten.







Men til en barnedåb (og egentlig i alle andre situationer) er det bare ikke super fedt at sidde og hive hele kjolen op omkring halsen vel ?

Til Elias's barnedåb endte jeg med at finde en kjole med lynlås i siden, hvor jeg fik min mor til at sy en lynlås i den anden side. Så slap jeg for kun at kunne amme fra et bryst ;)

Denne gang har jeg købt en kjole med slå om effekt.






Et lille hurtigt indgreb forvandlede den til ammekjole, da jeg sprættede den op og syede en lille trykknap i foran på brystet.
Smart hva'?
Og jo det kan ses, men kun hvis man virkelig vil se det fra den ene side.
(se selv på det øverste billede... der er det jo næsten usynligt)




29. oktober 2012

Strikkede blebukser


Endnu et lille stykke babystrik er færdigt.
Blebukser!

Eller nok nærmere babyshorts.
For de her blebukser er altså ikke sådan nogen der er strikket til at holde tis og remoulade inde i en stofble... nej de har det helt ligegyldige formål at gøre isak til en smækker-lækker-dreng-der-bruger-strømpebukser-under-shorts!

For det kan drenge altså godt!
I hvert fald indtil de bliver 3 agtigt....





Her et genbrugsbillede fra instagram hvor man bedre kan se dem.

Bukserne er strikket efter denne opskrift fra familiejournalen.
Jeg strikkede dem på pinde nr. 3 i alpaca fra drops.
1 nøgle var nok til en str. 3-6 mnd.

Jeg lavede lidt om i opskriften ved at lave strukturstrik (samme som jeg brugte på alfred trøjen) i stedet for striber. Jeg lod være med at strikke venderækker da det ville blive noget bøvl med strukturstrikken. Til gengæld lavede jeg 2 masker ekstra mellem benene på bagsiden for at få mønsteret til at passe (så liiiiidt ekstra plads til numsen er der da). Og ja så strikkede jeg altså ikke for og bagstykke, men strikkede bare rundt og rundt, da montering altså ikke er min yndlingsbeskæftigelse;)

På de næste jeg strikker (ja der bliver nødt til at komme flere par, for de er simpelthen så søde på)
vil jeg slå maskerne op med "german twisted cast on" (søg efter video på you tube)
Det gør kanten ved lårene elastisk så den ikke strammer.
Også en god måde at slå op når man strikker strømper, huer mm.



Lige nu sidder de ret så løst på lillebror.
Men han spiser og spiser og skal nok blive stor.

I går var jeg på blogtræf. Mit 1.!
Selvom jeg ikke fik strikket det store var det super hyggeligt og der blev udvekslet masser af erfaringer både med det kreative men også babyfifs.
Fik blandt andet prøvet en strækvikle som jeg helt sikkert skal arbejde videre med.
Og så var jeg så heldig at vinde en masse kauni garn i en lækker mørk lilla farve.
Så kan man føle sig heldig!

I dag venter der foredrag på skejby for forældrene på A4.
Det bliver lidt hårdt at høre de hårde facts en gang til, men nok også samtidig meget godt.

Heldige Elias skal bare lege med camilla.... :) (vores søde aflaster)

God mandag

28. september 2012

Tip: we are small lagersalg

 Armybukser, lækker strik og stribede basistrøjer til en slik.
Mine drenge bliver så lækre;)



Pludselig i dag da vi var på vej ud og handle slog det mig at jeg havde set noget med et lagersalg i spørring, hvilket kun er 7 km fra hvor jeg bor!
Og jeg blev helt glad da jeg huskede at det var "we are small" som holdt lagersalg.
Så efter fiskefileterne og yoghurten var handlet kørte vi ud til lagersalget.

Det var så godt!
5 dele for 200 og kollektionsprøver i str. 6 år til 20 kr.
Et helt lager med str lagt pænt op og masser af tøj OGSÅ til drengene som jeg ellers ofte synes har ret tyndt udvalg til mange lagersalg.




Der var småt med mennesker. God plads og sød betjening.
Desværre fandt jeg ud af at grunden til lagersalget er at mærket helt skal stoppe.
Det er ellers så fint og klassisk. Lækker kvalitet.

Derfor tænkte jeg at jeg ville tipse og opfordre alle der kan nå det i morgen til at tage turen til spørring.


For god ordens skyld vil jeg nævne at indlægget ikke er sponset, det er alene min begejstring for tøjet der ligger bag.

2. juni 2012

Uldne planer


Som fortalt fik jeg igen i år købt en del garn ind til fremtidige projekter.
Udsalget er slut nu, men tænkte jeg ville vise frem til inspiration.



Lækker merino uld i grå, brun og natur skal blive til en islandsk trøje til Elias.





Baby merinoen var egentlig tiltænkt en cardigan til mig selv, men jeg har fejlberegnet og skulle nok ha købt dobbelt så meget hvis der skulle være nok :(
Tror derfor det bliver til bror-jule-veste til drengene.




Lidt strømpegarn røg også i kurven.
Jeg ved at lysten til at strikke strømper kommer snigende når efteråret sætter ind.





Men lige nu strikkes der på en heldragt til lillebror til når han skal sove i barnevognen.
Garnet er fra en heldragt til Elias som jeg aldrig nåede at blive færdig med.
Nu er den trævlet op og en grå heldragt i dobbel perlestrik med turkisblå kontrastkanter bliver til... delvis vha opskrift fra nøstebarn og delvis fra mit hoved!




Og mere uld, dog ikke af den hjemmestrikkede slags.
Var forbi Norlie lagersalget i ugens løb og fik købt nogen små ting til Elias og så 3 par uldbukser til lillebror.
Synes nemlig det er meget sjovere at strikke trøjer end bukser;)


Udover det strikker jeg på en give away.... men ting tager tid;)

18. september 2010

Uld, uld, uld!

Tidligere på ugen kom posten med garnpakke. Herligt!
Havde bestilt "yndlingsgarn" hos www.rasmilla.dk i en skøn grå farve til (endnu) en vest til elias.
Denne gang kommer jeg til at strikke den efter denne opskrift, så den ikke bliver helt ligesom de andre han har.

Garnet er som i kan se en blanding af lammeuld og bomuld, hvilket nok udvider brugsmånederne lidt, da hans veste i ren uld stadig er alt for varme. (Og så især i disse dage hvor feberen stadig hærger den lille krop).
Der er utrolig lang løbelængde på garnet, så til en vest i str. 2 år regnede jeg mig frem til at jeg kunne nøjes med 75 gr. garn. Nøglerne sælges både i 50 og 25 gram, og der er så mange fine farver.
(Og som i kan se var der også ckokolader med i pakken... we like!:))


Mere uld.... og mere reklame.... bliver bare nødt til at fortælle at de har uldbodys i føtex ( i hvert fald "vores" i storcenter nord) til 30 kr.
Det er et røverkøb, løb og køb.
Elias har fået fyldt godt op i skufferne så vi er klar til de blå grader.


Nu er det rigtig week-end. Vi har haft lørdagsfølelse i nogen dage, men i dag ER det lørdag. Vi tog tidligt ned i byen, da vi vist alle 3 var ved at lide lidt af lejlighedskuller.
Der blev shoppet.... blomster, musik, undertøj og..... pludselig sad elias op og sov i klapperen, så vi drønede med bussen hjem og lagde ham på hovedet i seng.
Nu skal de voksne slappe af ahhhhhhh.
ps: Julia, nu er din præmie så godt som færdig, mangler bare lige den sidste hånd på værket;)



3. september 2010

Troeje med raglanaermer

Denne trøje blev førdig for et godt stykke tid siden. Har manglet knapperne til den, men de blev fundet i stof og stil, så her kommer der billeder som lovet.





Jeg ved ikke om jeg strikker raglan indtagningerne forkert, men den ligger sig ligesom en lille pølse uden på trøjen. Ikke at jeg synes det gør noget lige her, men skal det se sådan ud?

Trøjen er strikket i strømpegarn købt hos www.123knit.com som selv skifter farve uregelmæssigt. Espens tante synes det er verdens grimmeste garn, men jeg synes at trøjen er blevet rigtig fin og helt perfekt til en lille frisk gut i str 2 som trøjen er strikket til.



Skrå knappeåbning på den ene skulder. Vurdere først mørkeblå knapper, men endte alligevel med de lyseblå.
Alt i alt blev jeg rigtig tilfreds med mine første raglan-indtagninger... bliver helt sikkert flere.
Nu er det week-end, men elias er syg (hoste, snot og feber... den hellige treenighed!) og stadig ekstremt mor-trængende, så det bliver nok ikke så meget slappe-af-tid. I nat "sov" jeg med elias i voksen-sengen og espen sov på sofaen så han kunne gå på arbejde i dag, hvorimod jeg måtte droppe forelæsningerne i skejby..... Kan kun sige at vi ikke er skabt til sådanne nætter nogen af os. Alle 3 har været helt smadret idag, så nu prøver vi igen med vores sædvanlige model.... Elias ligger allerede og bobler i sin egen seng... og vi krydser fingre for at han bliver der:)
Rigtig god week-end

2. september 2010

Saa blev der syet :)

I sidste uge fik jeg tid til at få mine bukse-projekter færdige, så nu kan der vises billeder :)


Mønster lagt ud på det smalle mælkedreng-stribede stof. Som skrevet tidligere brugte jeg mønsteret fra minikrea, og umiddelbart virker det til at det har bedre pasform til elias end det fra elsebeth gynther.


3 par bukser blev det til. Et i klarblå velour, helt enkle med elastik i livet og i benene. Et par i mælkedrengestrib med rib i livet, og så et par i blød denim med "mega"lommer foran og rib i livet. Læg mærke til stoffet jeg har brugt til lommerne. Jeg synes det er super sødt, men alligevel ikke så pusse nusset at det ikke kan bruges til drenge. Det er fra Ikea og kostede 50 for 3 meter! Sikke et kup. Skal ha syet et dynebetræk til vogndynen i det stof...




I bukserne hvor jeg syede rib i livet lavede jeg en lille stikning under sømmen, så er der bedre styr på de mange lag der er syet sammen, og jeg bilder mig ind at det er mere behageligt at ha på.





Nærbillede af benene... helt enkel elastikløbegang. Har lavet den rigelig stram, men det er nødvendigt her i starten hvor de er lige i den lange ende;)
Mangler kun et par bukser nu. De bliver i mørkeblå blød denim og så tror jeg at jeg laver nogle runde lapper på knæene af mælkedreng stoffet.





LinkWithin

Related Posts with Thumbnails